Metalprisnyheder - maj 2024

Metalprisnyheder maj 2024

Priserne stiger over hele linjen i øjeblikket. Rustfrit er svagt stigende på grund af strejker og stigende nikkelpriser, mens især kobber har lidt mere fart på.

Disclaimer

Makroøkonomiske faktorer

Generelt peger de makroøkonomiske faktorer i retning af stigende priser.
Samtidig har flere investeringsfonde været inde at købe op i råvarer og dermed drevet priserne yderligere op.

USA

Både den amerikanske økonomi og arbejdsløshedstallene har på det seneste vist tegn på aftagende vækst. Det betyder, at man igen forventer, at centralbanken vil sænke renten til september og måske en gang mere i 2024.

Men meget er stadig usikkert, og inflationstallene senere i dag (15. maj) bliver et vigtigt fingerpeg om retningen. Hvis inflationen falder, styrker det sandsynligheden for en rentenedsættelse i september.

Kina

I Kina er den lave inflation endelig begyndt at stige. I den seneste opgørelse steg inflationen med 0,3 %, så stigningen er beskeden, men dog på vej opad. Det kan være et tegn på, at efterspørgslen er ved at stige i Kina.

Metalpriser - maj 2024

Kobber

De investeringsfonde, som har købt op i råvarer, har især købt kobber.

Derfor har prisen flere gange i den seneste uge været tæt på at bryde gennem 10.000 $/ton-punktet, og det er lykkedes nu.

Hvis der kommer lave inflationstal i dag, forventes kobber at fortsætte stigningen mod de næste modstandspunkter ved 10.390 $/ton og 10.450 $/ton. Sidstnævnte var det niveau, hvor prisen peakede i 2021, og vi skal tilbage til 2011 for at finde en lignende pris.

Kobberpris 2011-2024
Bortset fra to peaks i 2021 og 2022 har kobberprisen ikke været så høj siden 2011.

Aluminium

Presset på aluminium har været mindre end på kobber. Prisen har været stabil omkring 2.500 $/ton den seneste periode.

Man forventer, at tørken i Yunnan-provinsen i Kina er ved at slutte. Det betyder, at værkerne kan skrue op for produktionen, fordi vandkraftværkerne igen kan levere nok elektricitet. Det kan få prisen til at falde en smule.

Modsat vil lave inflationstal fra USA kunne få aluminiumsprisen til at stige op imod 2.600 $/ton.

Rustfrit stål

Plader

Strejken ved Acerinox i Spanien fortsætter på 3. måned, men der er udsigter til, at strejken måske kan slutte i næste uge.

Acerinox bærer en stor del af den europæiske pladeproduktion, og derfor der en stor usikkerhed i markedet for tiden. Ordrerne har fordelt sig ud på de andre europæiske værker, men det er svært at forudsige, hvad der sker, når Acerinox sætter gang i produktionen igen og skal indhente flere måneders indtjening.

Outokumpu i Finland har stadig et mindre efterslæb fra den transportstrejke, der påvirkede værket tidligere på foråret.

Legeringstillægget stiger markant til juni. Som det ser ud lige nu, stiger 4301 med 5,6 % og 4404 med 6,3 %.

Stangstål

Prisen på stangstål går op, fordi nikkelprisen, og dermed legeringstillægget, stiger cirka 6-7 %.

Nikkelpris 2024
Nikkelprisen er gået op siden starten af året, og vi forventer, at den bevægelse fortsætter.

Nikkel

I øjeblikket er nikkel svær at blive klog på. Prisen er kravlet lige så stille opad de sidste par måneder, men der er meget usikkerhed om den globale forsyning på sigt.

Sidst i april kiggede prisen lige op over 19.000 $/ton, men den faldt hurtigt igen. Der er ikke umiddelbart udsigt til, at efterspørgslen skulle stige markant i løbet af året, så vi forventer en forholdsvis stabil, men svagt stigende, nikkelpris.

I det store billede forventer man større efterspørgsel end udbud på nikkel, men forudsigelserne er i øst og vest. For nylig nedjusterede International Nickel Study Group (INSG) sin egen forudsigelse af den globale nikkelbeholdning med over 50 %.

Det har vakt undren, at den oprindelige forudsigelse kunne ramme så skævt.