Metalprisnyheder - Juni 2024
Uden de store nyheder på råvaremarkedet er luften er gået lidt ud af råvareprisstigningerne. Måske har vi nået et stabilt leje her op til sommeren.
I øjeblikket ser vi, at når de globale økonomier bevæger sig, følger råvarepriserne med.
Makroøkonomiske faktorer
USA
Signalerne fra den amerikanske økonomi er endnu engang blandede.
Hvis vi ser på arbejdsmarkedet, er der blevet skabt 220.000 job i maj, væsentligt flere end forventet. Det indikerer en stærk økonomi.
Omvendt ser inflationen endelig ud til at aftage, og det er som regel den første indikation på, at økonomien har mindre fart på.
Kina
Den kinesiske økonomi viser stadig svaghedstegn. Der har været rygter om, at den kinesiske regering vil opkøbe tomme huse for at understøtte et svagt ejendomsmarked.
Både industriproduktionen og indkøbsforventningerne til industriproduktionen (PMI) faldt i maj.
Europa
Europaparlamentsvalget har ført Europa lidt længere mod højre.
De etablerede partier er gået tilbage i flere lande, og i Frankrig kom det så vidt, at præsident Macron har udskrevet valg. Samtidig er den franske økonomi presset, og det franske aktiemarked faldt med 2,8 % i fredags. Det påvirkede resten af de europæiske aktiemarkeder, som også faldt.
Samlet set virker den europæiske økonomi stadig skrøbelig, hvilket giver udsving på de finansielle markeder og råvaremarkederne.
Mellemøsten
Konflikten i Gaza fortsætter. Der har været forslag til fredsforhandling mellem Hamas og Israel, men der er endnu ingen gennembrud.
Kobber
Kobberprisen har været faldende den seneste måned.
Medio maj var kobberprisen lige oppe at kigge over 10.500 USD/t, men efterfølgende er prisen aftaget igen. Prisen har været nede at vende under 9.500 USD/t, dog for at stige igen.
Aluminium
Aluminiumprisen er også faldet et par procent den seneste måned.
I slutningen af maj toppede prisen over 2.700 USD/t, men nu er den under 2.450 USD/t. Aluminiumsprisen har brudt flere modstandspunkter og er meget svingende.
Rustfrit stål
Strejken i Spanien har nu varet i 4,5 måned. Det er længere, end nogen havde forestillet sig, og effekterne er for længst begyndt at sprede sig i markedet.
Der er gode udsigter til en løsning på konflikten inden for de næste dage - men det har vi hørt før.
Plader
Priserne på plader stiger en smule, og leveringstiden er oppe på 3 måneder. Det er effekten af, at de europæiske ordrer bliver flyttet fra Acerinox i Spanien til de andre værker.
Med det spanske værk midlertidigt ude af spillet er det europæiske udbud lavere end normalt. Grossisterne havde i forvejen små lagre, fordi alle har været i fuld gang med at nedbringe lagrene efter den store ophobning under corona. Derfor rammer efterspørgslen et marked, hvor udbuddet i forvejen var på et lavt niveau.
Stangstål
Der er ikke meget nyt på stangstål. Efterspørgslen er lav, men priserne stiger pga. legeringstillægget.
Legeringstillæg
Nikkelprisen tog et godt hop opad i maj, og derfor er den faldet en smule ned igen. Til gengæld stiger molybdæn, og samlet set stiger legeringstillægget i juli med 1,3 % på 4404.
På 4301 falder legeringstillægget til gengæld 1,7 %.